Gassen ta’r pladsen – derfor er lattergas farligt
Lattergas fra gaspatroner er farligt at indtage – især sammen med andre rusmidler. Her kan du læse om, præcist hvorfor, og hvad der kan ske, hvis man inhalerer lattergas.
Når gassen går ind, går den livsvigtige ilt ud. Det er en af de væsentligste grunde til, at lattergas er farligt at indtage.
Den lidt længere forklaring kommer her:
Patroner og sifoner indeholder 100 procent lattergas. Så når man indtager gassen, er der altså ikke tale om den samme type gas, tandlægen eller jordemoderen bruger – den er nemlig blandet op med omkring 50 procent ilt.
Den rene lattergas fortrænger derfor den ilt, vores krop bruger for at kunne fungere. Da rusen fra lattergas er kortvarig, inhalerer mange unge lattergas flere gange i træk – og det er her, det bliver rigtig farligt:
“Hvis du får iltmangel, bliver du bevidsthedspåvirket, du kan gå i koma, og i værste tilfælde kan du blive kvalt af det, siger overlæge ved Giftlinjen Dorte Palmqvist.”
Blandinger gør det mere farligt
Nogen gange vil brugen af lattergas ikke stå alene. Som det er tilfældet med andre stoffer, kan det indtages sammen med for eksempel alkohol.
Hvis en ung tager lattergas sammen med sløvende rusmidler som alkohol, benzodiazepiner (mod for eksempel angst og søvnløshed) eller opioider (mod stærke smerter), bliver lattergassen endnu mere farlig, fordi de andre rusmidler gør, at hjernen bliver dårlig til at reagere på iltmangel.
“Jo flere sløvende rusmidler, du tager sammen med lattergas, jo større risiko for er der for, at du simpelthen ikke trækker vejret godt nok,” siger Dorte Palmqvist, der er overlæge ved Giftlinjen, og som taler med og hører om mange unge, der har taget for meget lattergas.
Gassen kan gøre fødderne følelsesløse
Det er ikke kun på grund af iltmangel, at lattergas er skadeligt. Lattergasbrug har også andre negative konsekvenser for kroppen, der kan følge en længe og potentielt resten af livet.
Lattergas påvirker kroppens omsætning af vitaminet B12, og derfor kan omfattende eller langvarig brug betyde, at man kommer til at mangle vitaminet. Det kan give føleforstyrrelser, koordination- og balanceproblemer og nerveskader i for eksempel fødder og hænder:
“Vi ser her i Giftlinjen tilfælde, hvor unge har taget gentagne inhalationer gennem længere tid, og de kommer ind på hospitalet med nerveskader. De har føleforstyrrelser, har balanceproblemer, og i enkelte tilfælde har de hukommelsesbesvær og har latenstid, når man taler med dem,” siger Dorte Palmqvist.
Øger risikoen for fald og andre farer
Fordi indtag af lattergas gør den unge svimmel og desorienteret, især sammen med alkohol, er der risiko for at slå sig ved fald, eller for at blive udsat for andre umiddelbare farer:
“At blive desorienteret giver for eksempel en risiko for, at den unge kommer til at gå ud foran en bil eller et tog og på den måde slår sig eller bliver slået ihjel,” siger Dorte Palmqvist.